Ja, overskriften siger vel det hele, men jeg vil gerne lige tilføje: Av for den. Jeg har ligget stille de sidste fire uger og kigget op i loftet, hvilket har givet mig en masse inspiration. Så undskyld, hvis der kommer spam på bloggen her det næste stykke tid, men jeg har simpelthen haft så god tid til at finde på lækkert indhold til jer. I skal selvfølgelig heller ikke snydes for den sjove historie om, hvordan jeg kom til at blive bundet til sofaen i fire uger.
En helt almindelig dag
Jamen dagen var egentlig startet som den plejer. Først var jeg et smut på arbejde, men jeg følte mig en smule uoplagt, så jeg valgte at gå hjem før den dag (måske, det allerede var der, det gik galt). Dagen forinden havde jeg brugt hele aftenen på at installere en mikrobølgeovn i mit højskab i køkkenet. Den har jeg installeret øverst i skabet for at skabe mere plads i mit lille køkken, hvor den indtil nu bare har stået på køkkenbordet og fyldt godt.
Da jeg kom hjem, ville jeg lige finde frem til en kop the, så den måske kunne vække mig lidt. Desværre var min yndlingskop flyttet ind bag i skabet, så jeg måtte skubbe lidt rundt for at kunne trylle den frem. Jeg når lige at trække den ud, da jeg hører en høj lyd af træ, der knækker, og så var uheldet altså ude. Ikke nok med, at koppen gik i stykker i mit styrt, så landede mikrobølgeovnen lige oven på mit hoved. Både mig og mikrobølgeovnen endte med en ordentlig bule, men jeg tror nu alligevel, at jeg blev hårdest ramt.
En tur på skadestuen
Jeg får rejst mig lidt forvirret ved hjælp af vindueskarmen, hvor det går op for mig, at jeg ser dobbelt. Dobbelthus, mange ens biler og det hele snurrer rundt. Jeg fik ringet til min mor, som kom og kørte mig på skadestuen, hvor de konkluderede, at jeg havde fået en god gammeldags hjernerystelse. Det har jeg ikke prøvet før, og det har jeg da heller ikke lyst til igen. Jeg blev heldigvis mødt af nogle søde læger og sygeplejersker, som sendte mig hjem med en formaning om, at jeg skulle blive i sengen uden at lave noget.
Den første uge gik mest af alt med at sove, men de sidste tre uger har godt nok været kedelige. Så I kan godt glæde jer til en masse nye projekter nu her, hvor jeg starter op så småt igen.